Hjælper skolepsykologen dig? 

The blame game - Hvem skyder vi skylden på når barnet ikke lærer eller har adfærdsproblemer I klassen?

For 30 år siden gjorde Dr. Galen Alessi, Professor i Psychology ved Western Michigan University en opsiktsvækkende studie (1988) med tittelen"Diagnosis Diagnosed: A Systemic Reaction.”

Han opstillede systematisk overordnede årsager til barns udfordringer. Når et barn har indlærings- eller adfærdsproblemer på skolen kan hovedårsagerne til dette være:

1. Lærematerialet. At det barnet skal lære er for vanskelig og for højt oppe i læringshierarkiet eller at undervisningsmaterialet ikke faciliterer læring for dette barn. Curriculumet er for svært.

2. Undervisningsmetodik og skolestruktur. Der bruges ikke effektive undervisningsmetoder (læs “empirisk støttede metoder”) for indlæring og adfærdsproblematik; eller administrative og ledelsesmessige faktorer på skolen.

3. Hjemmeforhold. Forældrene følger ikke barnet godt nok op.

4. Barnet selv. Psykiske eller fysiske udfordringer hos det enkelte barn.

Han fik 50 psykologer fra forskellige områder i USA til at udfylde et spørgeskema. De skulle svare på om de anså årsagerne ovenfor som avgørende for indlærings- og adfærdsproblemer. Alle var enige i at disse faktorer enten alene eller i kombination, sammen spillede en afgørende rolle i børnenes problemer. Psykologerne skulle også svare på hvor mange sager de havde haft det sidste år angående læringsproblemer. Det gennemsnitlige tal var 120. Dette blev rundet ned til 100 rapporter pr. psykolog for en gennemgang (tilsammen 5000 rapporter).

Derefter spurte han om hvor mange rapporter og evalueringer som konkluderede med at indlæringsproblemer skyldtes at lærestoffet var for svært eller ikke tilpasset niveau (punkt 1). Ingen af de 5000 rapporter konkluderede med dette.

Han spurte så hvor mange evalueringer som havde konkluderet med at indlæringsproblemer skyldtes ineffektive undervisningspraksiser eller ledelsesmessige og administrative faktorer. Ingen af de 5000 rapporter konkluderede med dette.

På spørgsmålet om hvor mange rapporter som konkluderede med hjemmeforhold så var svaret mellem 10-20 procent. På spørgsmålet om hvor mange rapporter som konkluderede med at problemet lå hos barnet selv var tallet 100 procent. Alle rapporter konkluderede med dette. Psykologerne anderkendte altså først at indlæringsproblemer kan skyldes enten undervisning, skole eller læremateriale – mens det i alle rapportene de skrev, var barnet selv eller barnet og forældrene, som var årsag.

Psykologerne forklarede altså børns indlæringsproblemer med egenskaber hos barnet selv.

Ifølge Alessi så indikerer resultaterne: "…clearly no need to improve curricula, teaching practices, nor school administrative practices and management. The only needs somehow involve improving the stock of children enrolled in the system, and some of their parents." 

Alessi fandt sine fund bekymrende: “If school psychologists define children’s learning problems as existing solely within the child, it is equally unclear how school psychologists can help resolve this kind of problem. School psychologists seem to define school problems in ways that cannot be resolved." 

Alessi diskuterede videre om årsagerne til dette fokus på barnet som problemet:

Manglen på kendskab til metoder som er effektive i skolen, ubehaget med at blande sig ind i hvad der sker i klasseværelset, fokuset på diagnoser og egenskaber ved barnet som definerende i psykologuddannelsen. Han påviste også at faktorer ved barnet blev givet som forklaring i sager om læseproblemer i over 90 procent af tilfældene (mens man fra forskning på empirisk læseindlæring ved, at praktisk talt alle kan lære at læse). Han pegede på at pensum på læseindlæring i psykologi kun indeholdt faktorer ved barnet, ikke ved skolen eller ved undervisningsmetodikken. Han karakteriserer dette som ”Child as problem bias”.

Han opsummerer med nogle etiske spørgsmål:

Are we really helping children by concluding that children alone are responsible for their educational problems?

Are we helping the school system at the expense of the children?

How do we balance the rights of those who pay for our services against those who receive our services, when interests clash?

Is the role of the school psychologist to label children to help schools avoid improving faulty educational practices, or to help schools improve faulty educational practices to avoid labeling children?

Hvordan er forholderne i Danmark?

I hvor mange rapporter konkluderer psykologer i Danmark med at indlærings- eller adfærdsproblemer skyldes punkt 1, 2, 3 eller 4, tror I?

I hvilken grad henviser PPR problemet til til eleven selv med en diagnose?

Eller i hvilken grad påvirker psykologen fra PPR lærere og skolepersonel til at ændre undervisningen for eleverne det gælder?

Jeg har selv erfaret psykologer i Danmark anbefale tiltag som ikke er empirisk støttet – og endda nogle gange tiltag hvor der findes forskning som påviser at det ikke virker.

Jeg har aldrig oplevet en psykolog i Danmark som træner lærerne i adfærdshåndtering eller specifikke adfærdsændrende tiltag (det må man træne på, hvis man skal blive god).

Jeg har heller aldrig oplevet en psykolog som vejleder læreren hands on i klassen, selv om der er meget som tyder på at det er det mest effektive.

Jeg har derimod oplevet psykologer som observerer klassen (diagnostiserer klassemiljø).

I hvilken grad er PPR med ind i klassen for at give lærere feedback på adfærdsændrende og adfærdshånterende tiltag? På indlæringsspecifikke tiltag?